Smartphones og nærvær
Hvad har en uopmærksom veninde, en splittet familie og du tilfælles? Afhængighed og manglende nærvær. Din telefon sluger din tid, og du lever et liv gennem skærmen uden at løfte blikket for det liv, der ligger lige for næsen af dig. Er virtuelle liv virkelig så vigtigt?
Oplæsningen starter og vi lytter opmærksomt, spændt på om vores telefoner nu virkelig også bipper. Højtlæsningen tager os med ind i Albert Camus’ univers hvor den utrættelige Sisyfos kæmper mod absurditeten i hans konstante bjergbestigning.
På trods af at telefonerne ikke bipper er det stadig svært at fastholde sig selv i dette univers. Blikket og opmærksomheden bliver ved med at glide mod telefonens skærm. Sker der alligevel ikke noget spændende ude i verden?
I dagens Danmark er vi alle junkies. Vi render alle rundt i en evindelig jagt på det moderne fix; iPhonen. Vores afhængighed stjæler vores nærvær i vores omgang med andre menneske, men på trods af den ældres gennerations hyppige advarsler kan vi ikke lægge den virtuelle verden fra os. Advarslerne er jo ikke fremmede for os, vi ved alle, hvor irriterende det er at forsøge at samtale med en uopmærksom veninde, som sidder med blikket stift rettet mod telefonen. Er det virtuelle nærvær blevet vigtigere for os end det virkelige nærvær, det ægte nærvær?
De ældre, de såkaldte bedrevidende og erfarne er jo ikke bedre selv. Afhængigheden kommer jo ikke fra nogle fremmede. De fleste af os kender det hjemmefra, hvordan de moderne forældre også til tider prioriterer mailene højere end fortællingerne fra barnets dag i skolen. Aftensmaden der før var familiens samlingspunkt er nu blevet en mulighed for at splitte op. Vi sidder i samme rum, ved samme bord men i hver sin verden.
De ældre, de såkaldte bedrevidende og erfarne er jo ikke bedre selv. Afhængigheden kommer jo ikke fra nogle fremmede. De fleste af os kender det hjemmefra, hvordan de moderne forældre også til tider prioriterer mailene højere end fortællingerne fra barnets dag i skolen. Aftensmaden der før var familiens samlingspunkt er nu blevet en mulighed for at splitte op. Vi sidder i samme rum, ved samme bord men i hver sin verden.
I vores oplæsning blev vi pludselig selv Sisyfos. Hver gang telefonerne bippede måtte vi starte forfra i historien. Vi måtte læse de samme linjer igen og igen. Uendelighedarbejde. Vi forsøgte at lukke os inde i vores egen lille glasboble og fokusere på myten om manden der var blind men ønskede at blive seende, nærværende? - men boblen bristede, da virkeligheden bankede på og telefonerne bippede. Endnu engang måtte vi, som Sisyfos, starte forfra.
Emilie, Lærke og Josefine
