Rejse

Man kan rejse på mange måder. Man kan rejse til noget velkendt, man kan rejse ind i sig selv, man kan rejse for at være sammen med venner og familie og mange andre ting. En anden ting som man kan gøre er at rejse til mod noget fremmed. Ukendt terræn. Et sted som udfordrer det kulturelle, det hjemlige og det menneskesyn, som man har i rygsækken. Dette bliver gjort i bogen VOLD af Peder Frederik Jensen. Her rejser den fiktive person Simon til det mørke, tørre og varme Afrika, hvor livet forløber sig markant anderledes end i det lille, kolde og velfærdsprægede Danmark. Vold er dog noget, som findes både i Afrika og vesten. Det er interessant, hvordan mennesker benytter vold på forskellige måder alt efter, hvilken situation de befinder sig i. Det kan virke som om, at vi blot er frø af den samme sort, som er blevet plantet i forskellig jord. Vokset op og taget det næring, som er til rådighed i det område, som vi er blevet plantet i. Miljøet kan betyde meget for mennesket, og hvordan vi lever sammen med andre mennesker. Hvis man vil udfordre sine grænser og ens eget miljø, så kan man tage på sådan en rejse. En rejse fyldt med perspektiv og kultur. En rejse med psykisk og fysisk vold som afviger fra det velkendte.  

Dét at rejse kan forstås på flere forskellige måder. Det kan både forstås som en fysisk rejse, hvor vi, turisterne, bryder op med de vante rammer, og derved drager ud på eventyr. Her bliver vi mødt af nye smagsoplevelser, nye dufte og generelt andre kulturer. Vi er hjemmefra. Modsat kan dét at rejse også foregå psykisk. Vi kan opleve en indre rejse, hvor vi gennemgår en afgørende overgang i livet. Det hænder også, at begge former for rejser sker på samme tid, hvilket også er tilfældet med Daniel Defoes roman, Robinson Crusoe. Det er fortællingen om den først 18-årige, unge gut, Robinson, der ønsker at opleve verden til søs. Han trodser sine forældre og udlever sin drøm, eller rettere sagt mareridt. Det er hans første gang på havet, og han er rædselsslagen. Dette fortsætter, da han konstant har nogen til at passe på ham og fortælle, hvad han skal gøre. Han står ikke på egne ben, før stormen virkelig indtager. Han vågner næste dag på en ødede ø, og her lærer han at klare sig selv, og derved blive et selvstændigt individ. Et syn, som man som læser ikke havde regnet med i starten af romanen. Tiden skal slås ihjel, og han et mindre samfund bliver efterhånden etableret. Det viser sig senere hen, at den ødede ø ikke er helt så ødede, som forventet, men jeg vil ikke spoile for meget, så det må du selv læse dig til ;-) Det er en rigtig spændende bog, der viser, at der findes flere former for dét at rejse.

Smartphones og nærvær

Smartphones og nærvær

Hvad har en uopmærksom veninde, en splittet familie og du tilfælles? Afhængighed og manglende nærvær. Din telefon sluger din tid, og du lever et liv gennem skærmen uden at løfte blikket for det liv, der ligger lige for næsen af dig. Er virtuelle liv virkelig så vigtigt?

Oplæsningen starter og vi lytter opmærksomt, spændt på om vores telefoner nu virkelig også bipper. Højtlæsningen tager os med ind i Albert Camus’ univers hvor den utrættelige Sisyfos kæmper mod absurditeten i hans konstante bjergbestigning.

På trods af at telefonerne ikke bipper er det stadig svært at fastholde sig selv i dette univers. Blikket og opmærksomheden bliver ved med at glide mod telefonens skærm. Sker der alligevel ikke noget spændende ude i verden?

I dagens Danmark er vi alle junkies. Vi render alle rundt i en evindelig jagt på det moderne fix; iPhonen. Vores afhængighed stjæler vores nærvær i vores omgang med andre menneske, men på trods af den ældres gennerations hyppige advarsler kan vi ikke lægge den virtuelle verden fra os. Advarslerne er jo ikke fremmede for os, vi ved alle, hvor irriterende det er at forsøge at samtale med en uopmærksom veninde, som sidder med blikket stift rettet mod telefonen. Er det virtuelle nærvær blevet vigtigere for os end det virkelige nærvær, det ægte nærvær?
De ældre, de såkaldte bedrevidende og erfarne er jo ikke bedre selv. Afhængigheden kommer jo ikke fra nogle fremmede. De fleste af os kender det hjemmefra, hvordan de moderne forældre også til tider prioriterer mailene højere end fortællingerne fra barnets dag i skolen. Aftensmaden der før var familiens samlingspunkt er nu blevet en mulighed for at splitte op. Vi sidder i samme rum, ved samme bord men i hver sin verden.

I vores oplæsning blev vi pludselig selv Sisyfos. Hver gang telefonerne bippede måtte vi starte forfra i historien. Vi måtte læse de samme linjer igen og igen. Uendelighedarbejde. Vi forsøgte at lukke os inde i vores egen lille glasboble og fokusere på myten om manden der var blind men ønskede at blive seende, nærværende? - men boblen bristede, da virkeligheden bankede på og telefonerne bippede. Endnu engang måtte vi, som Sisyfos, starte forfra.

Emilie, Lærke og Josefine

Døden kører Audi andmeldelse - Kowtar

Døden kører Audi – Anmeldelse

Døden kører Audi som blev udgivet i 2013, er en roman skrevet af Kristian Bang Foss som gennem novellen har gjort brug af et meget sarkastik og unikt sprog.

Gennem romanen følger man hovedpersonen Asger som arbejdede for et reklamebureau indtil han dummer sig og bliver fyret. Kort efter mister han også kone og barn, og flytter derfor ind i en lejlighed i Sydhavn, hvor han lige så stille bevæger sig længere ned i et hul. I et forsøg på at undslippe den depression som han virker til at have udviklet, ansøger han om et job som handicaphjælper. Kort efter ender han hos Waldemar, som ser ud til at være det sygeste menneske i verden. I starten observere Asger bare Waldemar og hjælper med de småting som han bliver bedt om, men der går ikke længe før de får udviklet et venskab udover det sædvanlige. Sammen forlader de den kedelige hverdag og begiver sig ud på et storslået eventyr, uden intentioner om at se sig tilbage.

Gennem Asgers synspunkt får man beskrevet betonghettoen Stentofte, hvor Waldemar tilbringer sine dage og får tiden til at gå med at se reality programmer og jagte tilbud i Aldi. Stentofte er et sted som man umiddelbart ville klassificere som en underklasse i det danske samfund. Med graffiti på murene, hærværk og kritik af kommunen får man beskrevet et negativt miljø, som indeholder mange fordomme.

Som handlingen udvikler sig begynder temaet døden at spille en større rolle i romanen, hvilket alt sammen starter ved naboen Marthas begravelse, hvor Asger og Waldemar får øje på en mystisk mand som sidder alene i kirken. Senere hen møder Asger og Waldemar endnu engang manden fra Marthas begravelse, som nu giver voldsomme reaktioner af skræk fra Waldemar. Som de fortsætter deres tur ned gennem Europa, bliver de til tider forfulgt af en sort Audi. Forfølgelsen af denne mand og den sorte Audi for sat nogle tanker i gang hos læseren i et forsøg på at løse mysteriet om den mystiske mand.

Selvom Asger og Waldemars møde med healeren Torbi el Mekki ikke var som de havde forventet, får man stadig en følelse af at målet er nået selvom Waldemar ikke er blevet kureret for hans mange sygdomme. De er i stedet sluppet væk fra den kedelige hverdag i Stentofte, hvilket de begge har længdes efter og Waldemar er nu i stand til at acceptere døden, da den sorte Audi endelig overhæler dem.

Med Kristian Bang Foss’ evne til at beskrive omgivelserne og handlingen som til tider er meget overdrevene, formår han alligevel at fortælle en historie hvor man er i stand til at både grine og græde sammen med Asger og Waldemar gennem deres vilde eventyr, men dog stadig er i stand til at beholde både interessen og spændingen uden at det hele bliver a little too much

Døden kører Audi - Iman

Døden kører Audi

Døden kører Audi er en bog skrevet af Kristian Bang Foss. Det er om en mand ved navn Asger, hvis liv går ned af bakke. Han mister kæreste og job, og efter en længere nedtur med alkoholmisbrug, bliver han nødt til at tage et job som handicap medhjælper for en mand ved navn Waldemar. Asger kommer ud til ghettoen, de danner et venskab og efter en hændelse der resulterede i et hospitalsbesøg, konstaterer Waldemar, at han ikke vil dø i Stentofte og de blev enige om, at de skal væk derfra. De planlægger en tur til Marokko for at besøge en healer, så Waldemar kan blive helbredt. Efter at have fået afslag fra kommunen om tilskud, bliver deres tur efterfølgende sponsoreret af en rigmand og herefter kan deres eventyr begynde.

Jeg vælger at give bogen 2 ud af 5 stjerner. Asger er en dybt sørgelig person, man ikke kan have andet end ondt af under historien, og det kan til tider være lidt belastende. Handlingen er for langsom, man er kørt fast i de samme scener for lang tid og motivationen til at forsætte videre til den næste sætning forsvinder tit fuldstændig.

Det gode ved bogen er Kristian Bang Foss absurde og kreative måde, hvorpå at lege med ordene og kreere beskrivelser. Det vækker liv til en ellers kedelig handling, hvor man undrende stopper op og lige skal bearbejde, hvad teksten fortæller. Den er humoristisk og overdrivelser kan forekomme, men man kan også få for meget af det gode og indimellem bliver det for overdrevet, at det nærmest kun er fjollet. 

Spændingsniveauet var ikke godt opretholdt igennem bogen og derfor var det svært at holde ens øjne åbne til slutningen af romanen, eftersom den kørte for meget fast i samme scenarier og halv kedsommelige dialoger. Slutningen var en realitet af den verden vi lever i, den skulle blot accepteres, for den var nødvendig.

En positiv ting var udviklingen af deres venskab. Waldemar går fra at være et job, til et menneske, til en ven. Den gensidige omsorg og nødvendighed af hinanden der opstår kan kun smiles af.

Alt i alt er det en okay bog, men dog ikke en jeg ville sætte mig ned frivilligt og læse en søndag eftermiddag.

Anmeldelse af ”Døden kører Audi”

Kristian Bang Foss’ fænomenale fortælling om liv og død rammer læseren med præcise kuglestød, og med den humoristiske tilgang til det er man tryllebundet fra første kapitel. Det lykkes ved hjælp af elementer som sarkasme og ironi at skildre livets store opgør med skæbnen på en autentisk og håndgribelig måde.

Da Asger mister både hjem, familie og arbejde og begynder at drikke dagligdagens problematiserede virkeligheder væk, må han til sidst søge job som handicaphjælper for Waldemar, som er verdens sygeste mand. Sammen begiver de sig ud på en eventyrlig rejse væk fra hverdagens triste realiteter og mod helbredelse. Der opstår et venskab langt ud over det sædvanlige, der ikke mindst finder udtryk i den måde, de kan dele den absurde komik i udsagn på. Såsom BT overskriften ”Muselort i romkugler fra drømmeguf”, som udnævnes til at være ”dumial” – noget der er så dumt, at det svinger over og bliver stort.

Det er hysterisk morsomt at følge de to ungkarle på deres færd, netop fordi Kristian Bang Foss har akkurat den præcise sans for formulering og ikke mindst timing, som denne form for komik kræver.

Det er ikke til at forudsige hvordan rejsen mod den store Torbi el Mekki skal forløbe, og det giver læseren en stor bunke forventninger, der også til dels bliver opfyldt hen mod slutningen.

Bogen indeholder stor smerte, men er samtidig skrevet med enorm menneskelighed, og sproget er meget præget af hovedpersonerne Valdemar og Asgers egne slangord. På den måde virker bogen meget virkelighedsnær, og det gør den svær at slippe igen. Man skaber hurtigt et følelsesbundet forhold til de to karakterer, og man føler med dem i medgang og modgang.

Et skævt, morsomt og kritisk blik på velfærdsdanmark, der med Kristian Bang Foss’ evne til at producere billeder brænder sig ind på nethinden, og for én til at tænke en ekstra gang over livet såvel som døden og rejsen imellem.

Døden kører Audi - Jakob

  DØDEN KØRER AUDI – anmeldelse 

Asger er fortælleren i ”DØDEN KØRER AUDI”. Asger bor i København, og arbejder på et helt almindeligt reklamebureau. Arbejdet interesserer ham ikke rigtigt, og det gør hans kone og steddatter heller ikke. Asger bliver efter kort tid fyret og skilt fra sin kone, og rammer derefter bunden hårdt. Hans mave og dovenhed vokser i takt med hans gæld til hans gode ven Stanley, og han bliver nødt til at få sig et job. Han ender med at få det værst tænkelige job. Et job som handicaphjælper i den håbløse by Stentofte. I Stentofte møder Asger en fyr, som har mange flere problemer end ham selv. Asger tager sig sammen, og lærer også at blive mere taknemlig. Den handicappede Valdemar bliver behandlet med respekt på trods af hans svaghed. Deres venskab udvikler sig, og bliver til en livsforvandlende rejse.

Bogen er meget velformuleret og godt skrevet, og jeg vil faktisk sige, at jeg nød Kristian Bang Foss´ sprog næsten ligeså meget, som jeg nød selve historien. Det er dog alligevel en meget unik og spændende historie om to venner, som sammen går igennem en spændende udvikling på en anderledes rejse - på flugt fra døden. Der bliver leget med sproget på en helt speciel måde, og det kommer til udtryk gennem et prangende fortællersprog med beskrivende, billedelige og originale nedskrevne tanker. Sproget skifter hurtigt over i noget ironisk og mere overfladisk i mange af samtalerne mellem Asger og Valdemar, dette skift giver noget ægte og humoristisk. Det giver en virkelig indbydende blanding af underholdende og spændende sprog, som kan gøre bogen meget svær at slippe igen.                                                                                                                                         Der er flere forskellige moraler og budskaber at trække ud af bogen, som gør det til en bog, der vil plante interessante tanker forbundet med læsningen. I denne historie er det døden, som styrer verden, og hvad der skal ske i den. Valdemar og Asger prøver at flygte fra døden, men det lykkedes dem ikke. Der er et fundament af håbløshed og smerte, hvorfra medmenneskelighed, håb og sammenhold udspringer. Det er utroligt, at de alligevel formår at få det bedste ud af deres ellers dårlige tilværelser. Det er et helt igennem utroligt venskab, som vi følger udviklingen af. Der er en ro over forholdet mellem dem, som er meget inspirerende. Jeg vælger at give bogen 5 ud af 6 stjerner, da det virkelig er en uforudsigelig og fin bog af god kvalitet.