Anmeldelse af ”Døden kører Audi”

Kristian Bang Foss’ fænomenale fortælling om liv og død rammer læseren med præcise kuglestød, og med den humoristiske tilgang til det er man tryllebundet fra første kapitel. Det lykkes ved hjælp af elementer som sarkasme og ironi at skildre livets store opgør med skæbnen på en autentisk og håndgribelig måde.

Da Asger mister både hjem, familie og arbejde og begynder at drikke dagligdagens problematiserede virkeligheder væk, må han til sidst søge job som handicaphjælper for Waldemar, som er verdens sygeste mand. Sammen begiver de sig ud på en eventyrlig rejse væk fra hverdagens triste realiteter og mod helbredelse. Der opstår et venskab langt ud over det sædvanlige, der ikke mindst finder udtryk i den måde, de kan dele den absurde komik i udsagn på. Såsom BT overskriften ”Muselort i romkugler fra drømmeguf”, som udnævnes til at være ”dumial” – noget der er så dumt, at det svinger over og bliver stort.

Det er hysterisk morsomt at følge de to ungkarle på deres færd, netop fordi Kristian Bang Foss har akkurat den præcise sans for formulering og ikke mindst timing, som denne form for komik kræver.

Det er ikke til at forudsige hvordan rejsen mod den store Torbi el Mekki skal forløbe, og det giver læseren en stor bunke forventninger, der også til dels bliver opfyldt hen mod slutningen.

Bogen indeholder stor smerte, men er samtidig skrevet med enorm menneskelighed, og sproget er meget præget af hovedpersonerne Valdemar og Asgers egne slangord. På den måde virker bogen meget virkelighedsnær, og det gør den svær at slippe igen. Man skaber hurtigt et følelsesbundet forhold til de to karakterer, og man føler med dem i medgang og modgang.

Et skævt, morsomt og kritisk blik på velfærdsdanmark, der med Kristian Bang Foss’ evne til at producere billeder brænder sig ind på nethinden, og for én til at tænke en ekstra gang over livet såvel som døden og rejsen imellem.